Side 1 af 1

Ekskludering - Frist for salg af lejlighed?

Indlæg: 12/11/2009 21:17
af Socdk
Hej,

Jeg sidder i en situation hvor vi er blevet eksluderet fra en mindre andelsforening. Det har vi nu været i et års tid, og vi tænkte på hvor længe en andelsforening kan sidde på den lejlighed, uden at den bliver solgt, og vi kan få nogle penge for den? Der er jo diverse lån, der gerne skal betales ned og andre økonomiske irritationer, så de kan vel ikke bare lade stå til for evigt? Vores advokat er meget uklar på dette område og virker ikke til at tage sagen seriøst, så han er ikke megen hjælp når det kommer til tvivlspørgsmål. Vi aner heller ikke om der overhovedet arbejdes på at få solgt lejligheden videre, da vi på trods af henvendelser ikke får udleveret relevante papirer og informationer.

Det er i virkeligheden en enormt trættende sag. Manden som lejligheden blev købt af agerer som det passer ham, på tværs af love og regler, men politi og retssystem er åbenbart ikke skabt til den almindelige borger, da de lægger en sag i skuffen, og så skriver tilbage at "Der ville muligvis være en sag her, men nu er den desværre forældet"...

En lille ting mere. Vi fik i december sidste år et brev fra foreningens advokat, hvori der stod (tæt på ordret) "Vi bekræfter hermed at lejligheden købes for 450.000, under den betingelse at politianmeldelsen bliver tilbagetrukket". Dette punkt godkendte vi. Dog står der også længere nede i brevet "Min klient kræver at politianmeldelsen bliver trukket tilbage som ubegrundet". Først og fremmest så har de allerede bekræftet handlen og for det andet, er det så ikke afpresning? Der er jo ingen tvivl om, når man kender sagen lidt nærmere, at boligspekulanten i dette tilfælde er bitter og ville lægge sag an hvis politianmeldelsen blev tilbagetrukket som ubegrundet...

En tredje ting. Vi har kort inden ekskluderingen selv forsøgt at sælge lejligheden, og vi fandt her en køber der var villig til at betale 450.000,-. Da vi så bad foreningen om relevante regnskaber, blev et regnskab hurtigt klasket sammen og her stod vores lejlighed pludselig til en værdi af 250.000,-. Så kan vi naturligvis ikke sælge for 450.000. Kan man ikke også kræve en neutral revisor til at lave disse regnskaber? Der er ingen tvivl om at den oprindelige sælger af lejligheden, ham vi købte den af, styrer alt der vedrører foreningen og er tæt ven og forretningsbekendte med både advokat og revisor tilknyttet foreningen.

Nå, jeg kunne egentlig godt bruge mange råd i denne sag, så jeg håber at der er nogen herinde der er lidt friske til at hjælpe os uvidende almindelige mennesker. På forhånd tak.

Mvh.
Socdk